Sikkerhed | cahoma.aero

Redningsfaldskærme og sikkerhed

Af John Holstein

Selvom alle faldskærmsfabrikker i deres produktbeskrivelse anfører,

at det er forbundet med livsfare at foretage et faldskærmsudspring,
så føler de fleste piloter nok alligevel, at det giver dem en ekstra

sikkerhed at have en faldskærm på ryggen.

Historien viser da også, at flere piloter har haft brug for at forlade flyet
i utide. Årsagerne har været mangfoldige, men i de fleste tilfælde er

det gudskelov gået godt. (For piloten).

Alle svæveflyvepiloter lærer i teorien hvordan man løsner
sikkerhedsselerne, smider canopyet af og forlader flyet så hurtigt som
muligt, for derefter at trække i faldskærmens udløserhåndtag. Men hvad der sker derefter, er sjældent blevet berørt.

Ligesom selve flyet, er faldskærmen også omfattet af aerodynamikkens love for at fungere.

En faldskærm består af 3 hovedbestanddele: Et seletøj med paksæk. En kalot og en udtræksskærm.

De allerfleste redningsskærme er forsynet med en rund kalot, og ligesom at forskellige flytyper kan flyve hurtigere eller længere på grund af glidetal og vingeprofil, er der også forskel på faldskærme. Ikke alle redningsfaldskærme fungerer lige optimalt, desværre.

Når en pilot, af den ene eller anden årsag vælger, at forlade flyet i utide, er det sjældent i stor højde og med masser af flyvefart. Det er sædvanligvis tæt på jorden og med ringe fart. Derfor er det altid tiden der er den værste fjende. Det er således af stor vigtighed at skærmen bliver bærende så hurtigt som muligt. Der er ikke råd til at spilde hverken 3, 4 eller 5 sekunder med at vente på at skærmen bliver bærende. Hastigheden igennem den omkringliggende luft er altafgørende for faldskærmens åbning.

Efter et par sekunders acceleration opnår et menneskeligt legeme i højder under 1000m, en faldhastighed på ca. 60 meter i sekundet, og vælger man at stige af på toppen af en spilstart i 250-300 meters højde, så er der ikke meget tid at give væk af!

Derfor er det ikke ligemeget hvad der ligger inde i paksækken. Det skal være en kalot som udnytter de aerodynamiske principper så optimalt som muligt.

Kalotstoffets beskaffenhed har det store ord at skulle have sagt her. Ikke alle faldskærmskalotter tilbyder brugeren fuld sikkerhed. Der er flere faktorer der spiller ind, men vigtigst af alt, er stoffets gennemtrængeligheds-koefficient eller permeabilitet. Kært barn har mange navne, men til daglig kalder vi det porøsitet. Det er et udtryk for hvor meget luft der kan trænge igennem stoffet under en vis belastning. Man måler det i CFM, Cubikfeet per squareFeet per Minute, men den formel behøver vi ikke at kende.

Det vi bør vide er, hvilken indflydelse varierende CFM har på faldskærmens åbningshastighed.

Piloten har jo samme hastighed på som flyet når han stiger af, og fortsætter også i samme retning et sekund eller så, inden faldets acceleration begynder.

Når vi trækker i udløserhåndtaget, frigøres den lille udtræksskærm. Den er fjederbelastet, og springer ud fra kroppen og fanger luft med det samme. Den er fastgjort i toppen af kalotten, og trækker denne ud i omvendt rækkefølge af hvordan den er lagt ind i paksækken. Se figur 1.

Når hele systemet er strakt, og linerne har åbnet den lille sikkerhedsanordning som sidder forneden på moderne kalotter, begynder der at strømme luft ind i kalotten. På grund af hastigheden, strømmer der mere luft ind i kalotten end der kan nå at komme ud gennem tophullet. Denne luft samler sig inde i toppen af kalotten og spiler denne ud, så kalottens øverste ende danner en ballon eller løgkuppel. Se figur 2.

Efterhånden som luften trænger op i kalotten, bliver kuplen større og større, fig. 3, og presset indefra større og større. Ved hele systemets vej ned gennem den omgivende luft, skal luften på ydersiden tilbagelægge en

længere og længere strækning for at komme udenom løgkuplen. Derved
skabes der et undertryk på ydersiden af kalotten, som trækker kalotstoffet

fra hinanden. Pludselig bliver åbningen for neden så stor, at hele kalotten

fyldes med luft og stopper op, hvorved al den relative luft der er blevet

flyttet, kommer tilbage på oversiden af kalotten. Fig. 4. Nu falder der lidt ro

over systemet, og kalotten fyldes med luft. Fig. 5. princippet kan ses på de

efterfølgende billeder.

Hele denne proces tager kortere eller længere tid, alt efter hvor tæt
kalotten er. Det siger sig selv, at hvis kalotstoffet er meget porøst,

strømmer der meget luft igennem stoffet under opfyldningsfasen. Fig. 2+3.

Jo mere luft der får lov til at strømme igennem stoffet, jo mere ødelægger

det undertrykket på ydersiden, og jo længere tid tager det inden kalotten

bliver bærende. Med andre ord, en kalot med en porøsitet på 200 CFM

eller mere, er uhyggelig meget længere om at åbne end en kalot med en

porøsitet på 0 CFM.

Det er derfor, at det er så vigtigt at få skiftet alle de gamle højporøse kalotter ud med nye 0-porøse kalotter!

En anden ting som porøsiteten har indflydelse på, er synkehastigheden. Det er klart at en kalot med lav eller ingen porøsitet synker langsommere end en tilsvarende med høj porøsitet. Men denne parameter er ikke den vigtigste. Det vigtigste er åbningshastigheden, fordi tiden er den værste fjende.

Desværre har man i Danmark ikke nogen levetidsbegrænsning på redningsfaldskærme til pilotbrug. Trafikstyrelsen har overladt til de respektive unioner at regulere for brugen af faldskærme.

Traditionelt har det været riggere og materielsagkyndige fra Dansk Faldskærms Union som har beskæftiget sig med materielgodkendelsen af faldskærme i Danmark.

Efterhånden som materielteknologien indenfor faldskærme blev mere og mere avanceret, og de runde kalotter derfor ikke mere bliver benyttet til sportsfaldskærmsudspring, er antallet af materielsagkyndige som beskæftiger sig med redningsfaldskærme med runde kalotter, derfor også blevet færre og færre.

Specielt siden årtusindskiftet er faldskærmsteknologien gået frem med stormskridt. Dansk Faldskærms Union har taget konsekvensen af dette, og indført levetidsbegrænsning på faldskærme til sportsbrug. DFUs Materiel Bestemmelser §7 siger:

a) Materiel levetid for tandemgrej og elevgrej er 20 år.

b) Materiel levetid for øvrige reserveskærme er 25 år.

c) Alle reserver, der stadig er i produktion, kan dog levetidforlænges efter fabrikantens forskrifter.

d) Hvis der ikke findes fabrikantforskrifter, kan en masterrigger eller rigger levetidsforlænge en

reserveskærm med et år ad gangen, indtil maksimalt 25 år.

e) Ved kassation af materiel skal foruden notat på journalkortet også ske tydelig mærkning på selve den

kasserede materieldel.

Desværre er rygredningsfaldskærme til piloter mig bekendt ikke omfattet af disse bestemmelser. Det er en skam, for det er ofte de gamle kalotter der har den højeste porøsitet. Det betyder bl.a. at brugte faldskærme fra de omkringliggende lande tit havner i Danmark.

I Tyskland er levetiden 20 år for rygredningsskærme. Når en tysk faldskærm har en 3-4 år tilbage at leve i, kan den tyske ejer stadig få lidt for sin faldskærm. Den kan meget vel ende i Danmark, hvor der ingen levetidsbegrænsning er, og dermed bliver der fortsat ved med at optræde gamle skærme i Danmark, indeholdende kalotter med høj porøsitet. Specielt militære kalotter som C9 og T10 er fremstillet af ripstop nylon med en porøsitet på 200 CFM eller mere.

I både Tyskland, Sverige og Norge er levetiden 20 år.

Det er jo således at seletøj og paksæk ikke lider af helt de samme forældelsessymptomer som kalotterne. Det kan derfor i mange tilfælde betale sig at udskifte kalotten i seletøjssystemet.

Jeg synes, at de rigtige folk i Danmark skal tage hul på problemet således, at vi får ens spilleregler i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.